Grand Prix til ’Sentimental Value’
Der blev skrevet filmhistorie, da norsk-danske Joachim Triers film ’Sentimental Value’ blev tildelt juryens Grand Prix under den prestigefulde Cannes Filmfestival.
’Sentimental Value’ var i hovedkonkurrence om Guldpalmen og fik som den første norske film nogensinde tildelt juryens Grand Prix, Cannes Filmfestivalens næstmest prestigefulde pris – som for øvrigt Lars von Trier modtog for ’Breaking the Wawes’ i 1996.
Filmen har danske kræfter i bærende funktioner: Fotografen er Kasper Tuxen, Olivier Bugge Coutté har klippet, Esben Syberg er filmens VFX supervisor, og Sisse Graum har koproduceret for Zentropa.
Camera Film står for distribution i danske biografer, mens Nordisk Film distribuerer i resten af Norden. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut.
DOGME 25
Cannes 2025 var også året, hvor fem danske instruktører i anledning af 30-året for Dogme 96 gik sammen i et kunstnerisk kollektiv om et fælles manifest og et nyt kyskhedsløfte med ti nye dogmer, der skal forsvare spillefilmens kunstneriske integritet og skabe rum for kompromisløs filmfortælling i en ny tidsalder.
DOGME 25-kollektivet, der er stiftet i maj 2025, består af instruktørerne May el-Toukhy, Milad Alami, Annika Berg, Isabella Eklöf og Jesper Just, og er et oprør formuleret i lyset af nutidens virkelighed.
Med et fælles manifest og kyskhedsløfte ønsker de fem filmskabere at genforhandle filmens vilkår i en tid, hvor produktionerne og filmholdene vokser, processerne accelereres, og det teknologiske udtryk tager styringen og vi får mindre film for pengene. Formålet er at insistere på filmens kunstneriske værdi og skabe værker, der formes på filmkunstens præmisser.
Dansk dokumentar vinder Think-Film Impact Award
Instruktør Ida Kat Balslev og producent Sidsel Lønvig Siersted står bag filmen 'My Rebel Heart', der modtog Think-Film Impact prisen. Filmen var udtaget til Cannes Doc, hvor den blev pitchet blandt en række udvalgte internationale projekter.
Midt i besættelse og krig følger 'My Rebel Heart' den unge skuespillerinde Yara, mens hun navigerer den fine balance mellem sine kunstneriske ambitioner og kampen for palæstinensisk befrielse.
Dokumentarfilmen er udviklingsstøttet af Filminstituttet.
Islandsk hund vinder ’Palm Dog’-prisen
I den mere kuriøse afdeling blev den islandske fårehund Panda belønnet med Palm Dog-prisen for sin medvirken i den islandsk-danske ’The Love That Remains’ af instruktør Hlynur Pálmason.
Palm Dog Award er en årlig pris, der uddeles under filmfestivalen i Cannes til den bedste præstation af en hund (levende eller animeret) eller en gruppe af hunde i en film vist på festivalen. Prisen blev stiftet i 2001 af den britiske journalist og hundeentusiast Toby Rose som en humoristisk pendant til festivalens hovedpris, Palme d'Or. Palm Dog Award er siden vokset til en elsket og ikonisk begivenhed, hvor både filmskabere, skuespillere og firbenede stjerner samles på den franske riviera.
Danske co-produktioner
Udover Joachim Triers prisbelønnede norsk-danske ’Sentimental Value’ var også Tarik Salehs svensk-danske ’Eagles of the Republic’ udtaget til hovedkonkurrencen. Desuden var fransk-danske ’Den Nye Triumfbue’, med Sidse Babett Knudsen og Claes Bang i hovedrollerne, udtaget til Un certain regard.